Med stormen Bodil bag os, og den enorme mængde træer der er væltet derude i de danske haver og skove, så er jeg sikker på at en gammel klassiker som dagens kalenderlåge sagtens kan tåle et genkig, der er kommet en del nye brugere til siden sidste gang vi brugte idéen.
Projektet er nemt og til at forstå for selv en nybegynder ud i det Gør Det Selv’ske, du skal bruge en sav, et bor -på en eller anden boremaskine og et stykke nedfalden træstamme, og husk, at det ikke er lovligt at hente noget i skoven uden at spørge om lov først.
Størrelsen på træstammen afhænger af mængden på dine farveblyanter, men lad være med at tage noget der er for stort, det skal jo stå fremme og se pænt ud, og bunden fra en 100 år gammel egestamme er ikke nem at have stående på skrivebordet 😉
Blyanter i alle størrelser
Da blyanter sjældent er helt ens i diameteren, så skal du lige først måle diameteren på dem, og så finde et bor frem der er ca. 0,5 – 1 mm større, så der er plads til blyanten, bor nu nok huller til alle blyanterne, afbark træstammen, monter lidt filt i bunden af stammen og slut af med en gang bivoks, så den kan tørres af, og eventulet en gang finslibning med korn 120.
Så er der lavet en unik julegave til en du holder af, god fornøjelse med ‘byggeriet’